10. august 2021

Træning af heldragter med smittebarriere

Varmt, varmere og meget varmt! Uanset vejret er det særlige højrisiko infektionsteam parat til at trække i heldragt for at beskytte samfundet og sig selv mod smitterisiko.

Her er heldragter med smittebarriere en central del af udstyret. Eksempelvis når en patient skal flyttes fra hjemmet til infektionsmedicinsk afdeling på hospitalet.

Mindst en gang om året træner teamet kunsten at tage en dragt på – og især af – uden at få eventuel smittet fragtet videre.

En af de varme sommerdage havde sundhedsberedskabet i Region Midtjylland derfor lånt spejlsalen hos danseinstituttet "Lets Dance". Her blev lægeassistent Kenneth Henriksen og akutlæge Torben Nielsen så grebet af stemningen, at de bød hinanden op til dans. Men efter kun få trin i de gule dragter måtte de storsvedende konstatere, at fysisk aktivitet iført værnemidler ikke hører til blandt de mest behagelige oplevelser.

- Det med at tage værnemidler af og på er ikke bare noget man kan. Vi er nødt til at træne det. Især når man skal have værnemidlerne af, kan man let komme til at røre ved et inficeret område, og dermed tage smitten videre. Og skal man arbejde med højrisiko infektionspatienter er det afgørende, at man gør det korrekt, siger Jurgen Bender, beredskabskonsulent i sundhedsberedskabet.

Højrisiko infektioner kan eksempelvis være sygdomme som SARS, MERS og Pest. I begyndelsen af corona-tiden, hvor man ikke rigtig vidste så meget om sygdommen var udstyret også i brug.


Opret en kommentar

ReCAPTCHA ikke løst
Ingen kommentarer

{{comment.PostTitle}}


{{comment.PostDate.substr(0,5)}} kl. {{comment.PostDate.substr(6,11)}} af {{comment.PosterName}}