29. juni 2021

Det kan være alvorligt at slå hovedet – men det kan også være relativt ufarligt. Problemet er, at man ofte ikke umiddelbart kan skelne det alvorlige fra det mindre alvorlige, lige når skaden er sket. Derfor bliver alle patienter med hovedtraume i dag taget med på hospitalet.

Men i fremtiden tyder meget på, at mindst 15 procent af disse patienter kan spare en tur på hospitalet - og hospitalet kan spare en CT-skanning. Det er budskabet fra et forskningsprojekt fra Forskning og Udvikling i Præhospitalet, Region Midtjylland.

Tester på hospitalet

Studiet peger på, at et protein i blodet: S100B, allerede på skadestedet kan vise, om en patient behøver en CT-skanning efter hovedtraume. S100B findes inde i hjernevævet, men hvis slaget slår hul på cellerne, vil proteinet trænge ud i blodet. Dermed indikerer det, at skaden kan have mere alvorlige konsekvenser.

I dag tester man også patienter med hovedtraume for proteinet S100B. Men det sker først, når patienten er transporteret til hospitalet. Fokus har derfor været på, om det giver mening at tage blodprøven allerede i ambulancen – eller måske endda på skadestedet - på alle patienter, der har slået hovedet, i stedet for at vente, til de er kommet ind på hospitalet.

Ambulancepersonale og patienter har hjulpet til

Studiet har ikke kunnet gennemføres uden opbakning fra personalet i ambulancerne og de 566 patienter, der har sagt ja til at bidrage til forskningen i en akut og presset situation, hvor de har haft meget andet at tænke på.

Resultaterne fra forskningen er nu publiceret i tidsskriftet Scandinavian Journal of Trauma, Resuscitation and Emergency Medicine.

I første omgang kommer resultaterne ikke til at betyde ændringer i praksis:

- Der er tale om indledende manøvrer. Men det er en rigtig fin start, at vi kan se, det er sikkert at bruge en blodprøve på skadestedet til at udelukke blødninger i hovedet, siger ph.d.-studerende Sophie-Charlott Seidenfaden, der har ledet projektet sammen med en forskergruppe fra Præhospitalets forskningsenhed.

Process for indsamling af blodprøver PræTBI

Illustrationen viser processen fra en patient har slået hovedet til en blodprøve bliver taget i ambulancen og undersøgt på hospitalet.

Mere viden

Projektet har allerede fået penge til at fortsætte.

- Så nu skal vi undersøge, om det kan svare sig, at tage prøverne på skadestedet. Samtidig er vi gået sammen med Karolinska Instituttet i Sverige for at undersøge, om andre proteiner måske kan gøre det endnu bedre, siger Morten Thingemann Bøtker, lektor ved Præhospitalet og seniorforsker på projektet og tilføjer:

- Vores undersøgelse viser i hvert fald, at der er potentiale i at undersøge udstyr til hurtig at måle proteiner i blodet hos de her patienter.

Hvis det viser sig, skal ambulancepersonalet i Region Midtjylland nok endnu engang i sving med at tage blodprøver hos patienter, der har slået hovedet.

Fakta


Opret en kommentar

ReCAPTCHA ikke løst
Ingen kommentarer

{{comment.PostTitle}}


{{comment.PostDate.substr(0,5)}} kl. {{comment.PostDate.substr(6,11)}} af {{comment.PosterName}}