Tre priser til Præhospitalet
Til årsmødet for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin kom to af Præhospitalets medarbejdere hjem med hele tre priser.
Den 15. november modtog to af Præhospitalets medarbejdere priser ved årsmødet for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin.
Her vandt lektor Mikael Fink Vallentin både prisen for Årets Forskningsprojekt og Publikumsprisen.
Begge dele vandt han for IVIO-projektet, som med data fra 1500 danske patienter har undersøgt den mest effektive metode til at give medicin under hjertestop uden for hospitalet.
Den anden prismodtager var akutlæge Morten Thingemann Bøtker, som vandt Uddannelsesprisen.
Prisen modtog han både for sin uddannelsesindsats for det præhospitalet personale i Region Midt og Region Nord og for at være med til at indføre det præhospitale uddannelsestilbud til uddannelseslægerne i de to regioner.