Øvelse gør mester for særligt beredskab
Præhospitalet efteruddanner løbende medarbejdere, der indgår i beredskabet for alment farlige sygdomme, så de kan hjælpe ved særligt farlig og smitsom sygdom.
Vidste du, at Præhospitalet har et særligt beredskab, der rykker ud ved udbrud af farlige sygdomme?
Præhospitalet har nemlig ansvaret for den specialiserede transport og håndtering af patienter smittet med alment farlige sygdomme i Vestdanmark i samarbejde med Infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital. Alment farlige sygdomme er eksempelvis ebola, miltbrand og pest.
Håndteringen af sygdomme i den kategori kræver et højt kompetenceniveau, der kan være svært at opretholde, da udbrud heldigvis sker forholdsvist sjældent.
Derfor efteruddanner vi løbende de medarbejdere, der indgår i beredskabet. Blandt andet i denne uge, hvor omkring 10 medarbejdere har gennemført et kursus i korrekt be- og afklædning af beskyttelsesudstyr.
Det kan virke banalt at øve, men når vi arbejder med sygdomme, som enten har en høj dødelighed eller udgør en høj smittefare i samfundet, er det vigtigt, at der er helt styr på alle procedurer. Det sikrer både medarbejderne og borgerne.
Øvelserne for beredskabet for alment farlige sygdomme fortsætter i løbet af efteråret, hvor der blandt andet skal trænes brug af Epishuttle, der er en isolationsenhed, som bruges til sikkert at transportere smittede patienter. Øvelserne i efteråret sker med deltagelse af observatør fra Forsvaret.