I Præhospitalet i Region Midtjylland tog man for knap et år siden en ny driftsplatform i brug. Platformen er et fælles arbejdsredskab for medarbejderne i AMK-vagtcentralen, i de kørende enheder (fx ambulancerne) og i Sundhedsberedskabet. Systemet indeholder blandt andet en funktionalitet til flådestyring, som giver et bedre overblik over Præhospitalets køretøjer – uanset om de er i drift eller ej.

- Systemet giver os et bedre, fælles overblik, og vi kan for eksempel se, hvilke køretøjer der er er – eller snart skal – til service, og hvor de er placeret. Derudover kan medarbejderne, når de er logget på, se relevante oplysninger om det køretøj, de arbejder i, forklarer funktionsleder Ronni Sander fra Præhospitalet.

Han forklarer, at alt det meget driftsnære er samlet i Fælles Driftsplatform (FDP), som er lige ved hånden for alle ca. 650 brugere, fordi det også kan køre på alle mobiler og tablets.

Et system med mange muligheder

Ronni Sander fortæller, at jo mere FDP-platformen er kommet i drift, jo mere har Præhospitalet opdaget, hvad det også kan bruges til.

- I bilerne kan kollegerne melde fejl og mangler ind med det samme. Og ude i bilerne har de via systemet adgang til at se små videoer med vejledninger. Der er mange fejl, de nemt selv kan løse derude - så nu er der en let mulighed for hjælp til selvhjælp, som sikrer, at bilerne er hurtigere i drift igen. Det er jo noget af det, vi har fundet ud af, at systemet er smart til.

Den fælles driftsplatform bruges også til at informere målrettet om kommende events i regionen, så de relevante dele af beredskabet er orienteret.

- Hvis der er store events i regionen som fx Royal Run eller andre begivenheder, der kræver noget ekstra, så har vi alt samlet ét sted. Og vi behøver kun involvere dem, der har en opgave ind i det. Det er jo ikke alle kolleger, der behøver blive forstyrret med, hvor et specifikt arrangement har indgangsveje for ambulancer, kontaktpersoner osv. Den information kan vi målrette nu, forklarer disponent i AMK-vagtcentralen, Steffen Carlsen. 

FDP er udviklet med privat aktør

FDP-systemet er skabt i et samarbejde mellem udviklere fra Trifork Digital Health og it-specialister fra Præhospitalet – og selvfølgelig i et tæt samarbejde med driften.

- Det har været rigtig stærkt med samarbejdet, for da vi var færdige med første udviklingssprint, havde vi allerede noget i drift. Det at udvikle sammen gør jo, at der for os udviklere er adgang til både beslutningstagere og den drift, der skal bruge systemet, fortæller leveranceansvarlig, Co-Business Unit Lead Niels Christian Søndergaard Johannsen fra Trifork Digital Health.

Udvikling og drift på samme tid

Trifork Digital Health er specialiseret i at udvikle it-værktøjer til at understøtte opgaver i sundhedsvæsnet, men udviklingsprocessen med Præhospitalet adskiller sig positivt.

- Det er sjældent, at vi kan udvikle og tage i brug, som vi har gjort med Fælles Driftsplatform. Men det er en stor fordel, for det giver en masse helt reel bruger-feedback, mens vi udvikler.  For os er det mere agilt end de almindelige brugeranalyser og interviews - og vi har også i en periode haft en it-specialist fra Præhospitalet som en integreret del af udviklingsteamet, siger Niels Christian Søndergaard Johannsen.

I Præhospitalet øver de sig stadig i at bruge og få mest muligt ud af FDP-systemet i hverdagen, men det har allerede stor værdi.

- Alene det, at vagtcentralen og ambulancerne ikke længere har hvert sit system, som løser den samme opgave er et plus. Nu er der ét system på tværs af det hele, og alle kan tilgå det hele; også hjemmefra eller når de er på farten, siger projektleder Helene Petersen fra Præhospitalet.