Mens 1-1-2-opkald for de fleste borgere i Region Midtjylland heldigvis er en sjælden nødvendighed, er der en gruppe borgere, hvor opkald til AMK-vagtcentralen nærmere kan kategoriseres som hverdagskost. Det er de borgere, vi ofte betegner som ”hyppige indringere”.

Det er borgere, som ofte er svære at hjælpe, fordi deres behov ligger uden for Præhospitalets muligheder.

I Præhospitalets afdeling for Forskning & Udvikling har Camilla Brændstrup Laursen og Tine Bennedsen Gehrt i et forskningsprojekt undersøgt, hvad der kendetegner de hyppige indringere, og hvad de selv siger om, hvorfor de ringer.

- Vi tog på besøg i AMK for at få en ide om, hvad deres oplevelse er af de hyppige indringere. Her kunne vi mærke en frustration, både over de mange opkald, men også fordi, de her borgere er meget svære at hjælpe. Der manglede simpelthen viden på området, fortæller psykolog, ph.d. og lektor Tine Bennedsen Gehrt.

Forskningslitteraturen bugner ikke med tykke bøger med viden om hyppige indringere. Der mangler især viden om indringernes eget perspektiv. Men helt lavpraktisk fandt forskerne heller ikke en entydig definition af, hvornår en borger kan kategoriseres som hyppig indringer.

- Vi kan se, at opkaldene er en kilde til frustration, og vi kan måske have en forestilling om, hvad der kendetegner dem, der ringer mange gange. Men reelt set er der ringe viden om emnet. Og det er et problem for både medarbejderen i AMK og indringeren, fordi sidstnævnte søger hjælp, og medarbejderen i AMK vil gerne hjælpe. Men det er sjældent, at opkaldet udløser en løsning, begge er glade for, siger antropolog, ph.d. og postdoc Camilla Brændstrup Laursen.

Seks måneders opkaldshistorik
Inden projektet begyndte, modtog Tine og Camilla seks måneders data for, hvor mange gange unikke CPR-numre havde ringet ind til AMK-vagtcentralen. Ud fra datasættet kunne forskerne se, at det var cirka én procent af de unikke cpr-numre, der stod for fem eller flere opkald i perioden. De valgte herefter at definere en hyppig indringer som en person, der i de forgangne seks måneder havde haft fem eller flere opkald til AMK i Region Midtjylland. I dataindsamlingsperioden blev borgere, der matchede beskrivelsen, tilbudt at være med i en spørgeskemaundersøgelse og et telefonisk interview.

Det udmøntede sig i 17 besvarelser af spørgeskemaet og 12 telefoninterviews.

- Det er en svær gruppe at komme i kontakt med. Mange af dem er for eksempel ikke tilmeldt digital post, og flere fik hjælp til at besvare spørgeskemaet gennem telefonen, siger Tine Bennedsen Gehrt.

413 borgere – 1803 opkald
I alt var der i den fire måneder lange dataindsamlingsperiode 413 borgere, der kunne kategoriseres som hyppige indringere. De stod for 1803 opkald. Det betyder, at omkring 0,03 procent af regionens befolkning stod for godt seks procent af alle helbredsrelaterede 1-1-2-opkald på fire måneder.

- En sundhedsfaglig visitator tager cirka 1900 1-1-2-opkald om året. Så hvis de 413 borgere opretholder kadencen i et år, svarer det til tre medarbejdere i AMK, der ”kun” tager sig af den her lille gruppe borgeres opkald, siger Tine Bennedsen Gehrt.

Forskerne har også undersøgt, hvordan de hyppige indringere ser sig selv i forhold til fysisk og psykisk sundhed. Også her fandt de interessante pointer:

- Det er langt fra dem alle, der selv mener, at de har et dårligt helbred. Generelt giver de meget forskellige svar på de parametre, vi har spurgt ind til, så man kan ikke sige, at der er en arketype på en hyppig indringer, siger Tine Bennedsen Gehrt.

- Og de fleste angiver faktisk helt legitime grunde til deres opkald. Borgerne ved godt, at 1-1-2 er til nødsituationer, og det er deres egen opfattelse, at deres problem er så stort og haster så meget, at de har brug for hjælp fra 1-1-2, supplerer Camilla Brændstrup Laursen.

Ikke to er ens
Begge forskere påpeger, at den altoverskyggende pointe i forskningsprojektet er, at der er store forskelle på de hyppige indringere. De 413 borgere fordelte sig i alderen to til 96 år (opgjort på patientens CPR-nummer, ikke nødvendigvis indringerens CPR-nummer), cirka lige mange mænd og kvinder og de svarede alle meget forskelligt på de parametre, som forskerne har spurgt ind til.

Det giver en lille gruppe borgere med en stor diversitet, og det står i kontrast til de forestillinger, forskerne havde om gruppen.

Ifølge forskerne kan de hyppige indringere have svært ved at sætte ord på deres problem og behov for hjælp. Og det fører til utilfredshed, når det ikke udløser den hjælp, de mener, de har brug for.

Ofte ender borgerne med at søge hjælp hos Præhospitalet, hvis de øvrige muligheder ikke har kunnet hjælpe. Den hjælp, de efterspørger, kan dog ikke altid løses af Præhospitalet.

- Nogle af borgernes livssituationer passer ikke ind i systemet. Vi kan se, at det ofte er sort eller hvidt for dem. Enten har de det fint, eller også har de virkelig brug for hjælp. Når man så ikke kan komme igennem til Livslinjen eller få hjælp ved vagtlægen, så er 1-1-2 den sidste ”løsning”, fordi den altid har åbent, siger Camilla Brændstrup Laursen.

Den viden, Tine og Camilla har produceret, kan forhåbentlig i fremtiden blive omsat til redskaber, som de sundhedsfaglige visitatorer i AMK kan bruge, når de oplever en hyppig indringer.

Allerede nu er Forskning & Udvikling ved at søge midler til nye projekter, der skal øge informationen om de hyppige indringere. Forskningsprojektets resultater udgives i løbet af efteråret.