Nye hjem til ambulancer i Silkeborg og Randers
23. juni 2021
Regionsrådet for Region Midtjylland har netop godkendt placering af to nye ambulancebaser i Silkeborg og Randers.
Ambulancebaserne i Silkeborg og Randers har nu fået endelig vished om deres nye adresser.
I forbindelse med Region Midtjyllands hjemtagelse af 60 procent af ambulancekørslen, skal de hjemtagne biler have nye baser. På deres møde onsdag eftermiddag godkendte et flertal af Regionsrådet for Region Midtjylland basernes placering.
- Det er rigtig dejligt for mandskabet, at der nu er kommet klarhed over, hvor de skal holde til, siger direktør i Præhospitalet, Henning Voss.
Han glæder sig samtidig over, at det er lykkedes at finde to placeringer, som begge er gunstige for en hurtig betjening af befolkningen.
Tid til tilpasning
I Silkeborg kommer den nye base til at ligge på Kejlstrupvej i lokaler, der er lejet af uddannelsesinstitutionen College 360. Før lokalerne kan fungere godt som base, kræver det en større ombygning. Ambulancer og mandskab kan derfor først flytte ind på den nye adresse til efteråret 2022. Indtil da bliver beredskabet i de nuværende omgivelser hos Falck i Silkeborg.
I Silkeborg var den nye placering også afhængig af, at byrådet i Silkeborg Kommune ville godkende et tillæg til lokalplanen. Denne godkendelse kom i hus ved et byrådsmøde mandag den 20. juni.
Dækker sydbyen
I Randers betyder den nye placering, at sydbyen får en bedre dækning. I øjeblikket er der fire ambulanceberedskaber, tre liggende sygetransporter og en akutlægebil i det nordlige Randers. Med de nye lokaler på Ribevej 3 flytter to af ambulancebredskaberne og to af de liggende sygetransporter sydpå.
- Med den nye placering opfylder vi regionsrådets ønske om en bedre dækning af sydbyen. Det giver rigtig god mening, at vi på den måde spreder os mere geografisk, siger Henning Voss.
De nye lokaler i Randers er klar til drift 1. december 2021. Samme dag som Præhospitalet overtager driften fra Falck.
Fakta
- I Silkeborg kommer de nye lokaler på Kejlstrupvej til at huse 4 ambulancer, 1 akutlægebil samt en liggende sygetransport, som er drevet af Falck
- I Randers kommer de nye lokaler på Ribevej 3 til at rumme 2 ambulancer
- På begge baser er der desuden plads til reservekøretøjer samt plads til uddannelse
- Se dagsorden og referat fra Regionsrådet
- Se beslutning fra Silkeborg Byråd om tillæg til lokalpllanen
Opret en kommentar
{{comment.PostTitle}}
{{comment.PostDate.substr(0,5)}} kl. {{comment.PostDate.substr(6,11)}} af {{comment.PosterName}}