07.06.2021

Fra 15. august overtager Palle Juelsgaard roret som lægefaglig direktør i Præhospitalet. Han overtager pinden efter Per Sabro Nielsen, der går på pension.

Palle Juelsgaard kommer fra en stilling som lægefaglig direktør i Region Midtjylland. Men med opgaven som præhospital leder, betræder den nye direktør ikke ukendt land. Palle Juelsgaard har et godt kendskab både til Region Midtjylland og det præhospitale arbejde.

Kendt i organisationen

Han er uddannet speciallæge i anæstesiologi og har en betydelig erfaring i præhospitalt arbejde, udvikling og undervisning. Han har medvirket til at etablere akutlægebilerne i Region Midtjylland, den sundhedsfaglige tilstedeværelse i vagtcentralen og den organisation, der driver akutlægehelikopteren. CV'et fortæller om en række lederstillinger, herunder 5 år som ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital.

I mange år har han dog selv arbejdet i frontlinjen, både som ambulancelæge, koordinerende beredskabslæge og som læge på akutlægehelikopteren. I 10 år har han desuden været læge i Rigspolitiets aktionsstyrke.

Område i udvikling

- Det er både en dygtig leder og en person med indgående kendskab til frontpersonalets verden, vi nu byder velkommen i Præhospitalet. Området er i en rivende udvikling og har stort politisk fokus, så der er brug for de mere end 20 års ledererfaring og det dybe kendskab til det faglige område, som Palle Juelsgaard stiller med, siger Anders Kjærulff, koncerndirektør i Region Midtjylland.

Selv ser Palle Juelsgaard frem til at komme helt tæt på de store opgaver, som skal løses de kommende år i Region Midtjylland.

- Jeg gælder mig til at give mit bidrag i udviklingen af Præhospitalet, i de store udbudsforretninger og i samarbejdet med både kommuner og almen praksis. Og så bliver det dejligt igen at komme tæt på personale, netværk og relationer i det præhospitale miljø i regionen, siger Palle Juelsgaard.

Palle Juelsgaard er 61 år, bor i Aarhus og har to voksne børn.

Fra 15. august vil ledelsen i Præhospitalet bestå af Palle Juelsgaard og præhospital direktør Henning Weihrauch Voss.

 




Opret en kommentar

ReCAPTCHA ikke løst
Ingen kommentarer

{{comment.PostTitle}}


{{comment.PostDate.substr(0,5)}} kl. {{comment.PostDate.substr(6,11)}} af {{comment.PosterName}}