Hjemtagelse: Besparelsen vil holde
2. september 2021
Præhospitalet i Region Midtjylland har nu gennemført en første test af, hvordan økonomien har det, når det gælder hjemtagelsen af ambulancerne. Det overordnede budskab lyder: Der har været fordyrende sving på vejen, men besparelsen kommer til at holde i det lange løb.
Resultatet af Præhospitalets kig i pengekassen for hjemtagelsen bliver præsenteret for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland mandag, 13. september.
Baggrunden er, at Region Midtjylland sidste år besluttede at hjemtage 60 procent af ambulancedriften, alle akutlægebiler og fem liggende/hvilende sygetransporter. En væsentlig begrundelse for hjemtagelsen er at sikre konkurrence på området. Men derudover er der også en forventet besparelse på 116 mio. kroner over de første ti år.
Allerede i 2018 og 2019 hjemtog regionen fem akutlægebiler og tre ambulancer. Men i 2020 besluttede regionsrådet den store hjemtagelse. De første beredskaber i den sammenhæng blev taget hjem i begyndelsen af 2021, og det er kun denne spæde start, der er kigget på. Datagrundlaget er således spinkelt, men efter administrationens bedste skøn kommer besparelsen til at holde.
- Vi har været spændt på at få en status. Selvom vi kun har været i gang i kort tid, er det vigtigt for os at følge det tæt. Det er jo en ny og stor opgave for os med mange usikkerheder, siger formand for hospitalsudvalget, Henrik Gottlieb Hansen (S).
Det overordnede budskab fra økonomitjekket lyder: Ja, besparelsen vil holde – også selvom der er brugt lidt flere penge end forventet i løbet af den første opstart. Henrik Gottlieb Hansen vil dog vente med at række hænderne helt i vejret, til hjemtagelsen har stået på i længere tid, og der er mere erfaring at bygge på. Undervejs skal der fortsat holdes tæt øje med, at økonomien udvikler sig den rigtige vej.
En snoet vej til målet
De områder, der har kostet mere, handler både om etableringsomkostninger og de første driftsomkostninger.
Ved etableringen har det først og fremmest været en ny base for ambulancepersonalet i Herning, der har været dyrere end forventet. Derudover er der ansat flere ambulancereddere i opstarten end forudsat.
- Vi har villet være 110 pct. sikre på, at vi havde mandskab nok til at køre ambulancerne i opstartsperioden, hvor også Corona spillede ind med øget risiko for sygefravær. Vi er allerede blevet meget bedre, og regner med, vi finder den rigtige balance for det nødvendige mandskab inden for det næste halve år, siger direktør i Præhospitalet, Henning Voss.
Når det gælder driften forventes udgiften til paramedicinere og uddannelse af ambulancepersonalet at koste mere i de første år end beregnet. Blandt andet fordi Præhospitalet har valgt at satse på en hurtigere kompetenceudvikling og uddannelse af personalet, end det var forudsat.
Men på trods af de lidt dyrere sving på det første stykke ad vejen, er det små tal over den tiårige periode. Præhospitalet er derfor trygge i forhold til, at besparelsen på i alt 116 mio. kr. kommer hjem gennem effektiv og fokuseret drift.
Flere informationer
- Formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland, Henrik Gottlieb Hanen (S): henrik.hansen@rr.rm.dk / 2129 9726
- Direktør i Præhospitalet i Region Midtjylland, Henning Voss: henning.voss@rm.dk / 2155 2916
- Find dagsordenen til Hospitalsudvalgets møde
- Præhospitalets hjemmeside: www.ph.rm.dk
Fakta
Økonomien
- Hjemtagelsen er beregnet til at give Region Midtjylland en besparelse på i gennemsnit 11,6 mio. kr. om året i den første tiårige periode 2021 - 2031.
- Udgifterne til ambulancedriften er i store linjer fordelt på:
- Etablering – Her er der tale om engangsomkostninger og udgifter, der er dyrere i en opstartsfase.
- Drift – alt det andet, der løbende skal til for at holde ambulancerne og det øvrige beredskab kørende.
- I forhold til budgettet peger tallene på et merforbrug på i alt 1,7 mio. kr. om året over en tiårig periode. Merforbruget fordeler sig i hovedtræk på følgende:
- 1,3 mio. kr. dyrere at etablere baser
- 1,4 mio. kr. mere til løn
- 1,1 mio. kr. på forskellige poster, der har været billigere end forventet.
- Etablering af den første hjemtagning: 1,6 mio. kr. (0,16 mio. kr. pr år) fordelt på:
- Flere uddannet hurtigere fra ambulanceassistenter til ambulancebehandlere og fra ambulancebehandlere til paramedicinere: 6,3 mio. kr. (0,63 mio. pr. år)
- Paramedicinere i øvrigt: (0,9 mio. kr. pr. år)
Hjemtagelsens historie
- Frem til 2018 blev al ambulancekørsel, akutlægebiler og sygetransport udført af private leverandører, først og fremmest Falck, Responce og Samsø Redningskorps.
- Frem til foråret 2021 har Region Midtjylland kun hjemtaget få beredskaber. Men i 2020 vedtog regionsrådet ad to omgange at hjemtage i alt 60 procent af ambulancedriften, alle akutlægebiler samt 5 liggende/hvilende sygetransporter i løbet af 2021.
- Hjemtagelsen i 2021 kører ad to omgange:
- Første halvdel blev hjemtaget i februar, marts og april 2021
- Sidste halvdel bliver hjemtaget til december 2021
Om Præhospitalet
- Præhospitalet i Region Midtjylland er den del af sundhedsvæsenet, der tager sig af det akutte beredskab ved akut sygdom og ulykke. I store træk er det: AMK-vagtcentralen 1-1-2 samt ambulancer og akutlægebiler.
- Det akutte beredskab, består af tre slags biler og en helikopter:
- Ambulancer
- Akutlægebiler
- Liggende/hvilende sygetransport
- Fire akutlægehelikoptere, der er en national ordning.
- Ambulancer, akutlægebiler og helikopteren er bemandet med uddannet personale, der også kan udføre avanceret livreddende førstehjælp og i nogle tilfælde begynde behandling allerede ude ved patienten og på vej til hospitalet.
Opret en kommentar
{{comment.PostTitle}}
{{comment.PostDate.substr(0,5)}} kl. {{comment.PostDate.substr(6,11)}} af {{comment.PosterName}}